Stress
Mit tearpuetiske arbejde, tager udgangspunkt i dig og dine oplevelser, som beskrevet her.
I mit arbejde med stress, tager jeg et tungt teoritisk afsæt i Psykolog Peter Weichel Carlsen arbejde med- og beskrivelse af den neurosocial stressmodel.
Han inkluderer og beskriver en helheds- orientering og forståelse, for sammenspillet mellem krop (fysiologi) & sind (psykologi). Han åbner op for en nytænkning - og en retning, som kun 'mangler' ånd. Skrevet med et
integral psykoterapeutisk glimt i øjet.
Du kan læse hele Peters artikel her:
En moderne neurosocial stressmodel med fokus på arbejdslivet.
Social smerte (SKAM) (fra Peters artikel)
Som en del af at være blevet tilpasset livet i sociale grupper har der også været brug for et system der signalerer ens stand i fællesskabet, hvor de centrale spørgsmål er, om man oplever at være et fuldgyldigt eller marginaliseret medlem af gruppen og hvilken status, rettigheder og forpligtelser man har. Når der opstår trusler i forbindelse med enten tilhørsforhold eller status, oplever den enkelte social smerte, som aktiverer stress- og copingsystemet.
Til at regulere dette har vi derfor via evolutionen udviklet et socialt smertesystem, der er baseret på det noget ældre fysiske smertesystem. Således ses der betydeligt hjernefysiologisk overlap mellem fysisk og psykologisk smertereaktion. Den psykologiske smertereaktion kan derfor betragtes som en evolutionær modifikation og videreudvikling af det fysiske smertesystem, hvis formål det er at håndtere sociale trusler og skader.
Den sociale smertefølelse menes at være udviklet som en del af tilknytningssystemet, der er opdelt i to systemer. Det ene handler om regulering af den adfærd, tænkning og emotioner, der understøtter social involvering, mens det andet er udviklet med henblik på håndtering og forvaltning af social marginalisering, nederlag og tab.
Fra et evolutionært perspektiv kan social marginalisering tjene et godt formål for gruppen som helhed, da svækkede, syge, svage eller uønskede medlemmer tvinges til at indtage mere marginaliserede positioner i flokken, hvilket helt bogstaveligt betyder at disse lever et mere risikofyldt liv. Et fænomen som bestemt også afspejles i vores nutidige samfund, om end mere subtilt end ude på savannen. Og selv om det giver god mening for flokken at ”ofre” nogle af sine medlemmer, så giver det endnu bedre mening for individet at kunne forebygge eller forhindre denne udvikling, hvorfor tidlige advarsler, der kan anvendes som grundlag for tilpasning i adfærden og aktive modforanstaltninger, er en absolut fordel.
Social smerte handler således om en indre tilstand, der motiverer til en bestemt adfærd mhp. at gøre sig bedre i fællesskabet. En del af dette er bla. at mennesker i disse situationer bliver mere villige til at imødekomme eksterne sociale forventninger og udvikle nye eller forbedrede sociale relationer. Dette er meget relevant i en arbejdsmæssig kontekst, da oplevelse af social smerte, af alle mulige årsager, gør os mere tilbøjelige til at tilgodese fællesskabets behov frem for egne. Herudover så aktiverer social smerte vores stress- og copingsystem.
Et andet aspekt af dette er desværre mobning, som kan betragtes som en aktiv modforanstaltning, såfremt man selv oplever sig truet eller sårbar. Det at mobbe en anden kan sammenlignes med at presse denne længere ud i periferien – så man selv kommer nærmere centrum. Måske er det en medvirkende årsag til at mobbeforekomsten på arbejdspladsen er omvendt proportional med uddannelseslængden og at uddannelseslængde er tæt forbundet med den socioøkonomiske status og derfor traditionelt også marginalisering.
Stress – hvor står vi nu?
De seneste 30 års forskning i stress har peget på en lang række problemer i forbindelse med den klassiske stressteori, hvilket bla. peger på, at der skal nyt til og at noget helt i dag bør afvises.
Noget af det væsentligste er dels, at vi har en forsimplet forståelse for reguleringen i vores autonome nervesystem i relation til stressprocesser mens de står på. Herudover indregner man ofte ikke vores biologiske organismes sundhed eller mangel på samme i ligningen, og man undlader at medregne stress- og livsstilsfaktorer som de forandringsmekanismer de er, hvilke i mange tilfælde, med tiden, underminerer vores sundhed, vores funktionelle kapacitet og vores arbejdsevne. Slutteligt så opfattes stressreaktioner som noget der tændes og slukkes, alene som reaktion på noget vi bevidst oplever. Vi kan stresses af mange forhold, hvoraf en betydelig del af disse er noget vi ikke bevidst oplever. Herudover er man begyndt at forstå at vores ”beredskab” hele tiden er tændt pr. default, og at det aktivt hæmmes ved oplevelsen af sikkerhed og tryghed.
Hjernen og stresssystemets evolution
Udviklingen af hjernen og ”stresssystemet” har været længe undervejs, og vi har udviklet os fra andre og mere primitive livsformer. Derfor har vi både meget primitive og nogle noget mere sofistikerede elementer i hjernen og ”stresssystemet”.
At kalde det et stresssystem er ikke helt præcist, idet det vi forbinder med stress blot er en blandt flere reaktionsformer, som tager sit afsæt i det som mere præcist bør betegnes som et mobiliserings- og copingsystem (MOC). Præcisering er hensigtsmæssig, idet funktionen af systemet er at understøtte de adfærdsformer der igennem evolutionen har sikret den enkelte og artens overlevelse, dvs.
Fodring herunder fødesøgning – egen daglig overlevelse.
Fight-Flight-Freeze – håndtering af kriser, muligheder eller andre situationer som kræver noget ekstra.
Formering – videreførelse af arten
Den tredelte hjerne – The triune brain model
En alment accepteret og en god pædagogisk for hjernen, er den tredelte hjernemodel. Modellen henviser i bredere format til hjernes udvikling i takt med evolutionen. Af den årsag er modellen nyttig idet den understøtter forståelsen for MOC udvikling, samtidig med at modellen understøtter forståelsen for copingadfærdens aktiveringslogik og hjernens interne ressourceallokering.
”Reptilhjernen” er den ældste del af hjernen, og varetager de mest basale og vitale funktioner for vores overlevelse. Den er derfor pålidelig, rigid og i stand til at ”overrule” de andre dele af hjernen og den står først i køen ifm. organismens interne ressourcefordeling.
”Pattedyrshjernen” består af det limbiske system, og er dybt involveret i hukommelsesprocesser, vores følelsesliv, samt stress- og copingprocesser – derfor også den måde vi forholder os til verden og til andre på. Pattedyrshjernen er sæde for reguleringen af vores adfærd i relation til de 3-F’er og hænger derfor også nøje sammen med instinktiv adfærd og primitive læringsformer.
”Menneskehjernen” består af neokorteks, som er den sidst tilkomne del af hjernen. Neokorteks er bla. involveret i det man kalder højere kognitive funktioner, rummelig forståelse, abstrakt tænkning og evnen til at veksle mellem fortid, nutid og fremtid.
Neokorteks er sæde for den præfrontale korteks (PFC eng.) som er den senest tilkomne del af hjernen. PFC spiller en afgørende rolle i henhold til vores arbejdsevne, idet den ikke blot er sæde for de eksekutive kognitive funktioner. Den er også vital for evnen til at kunne indgå i sociale fællesskaber, evnen til selvkontrol og det at hæmme de mere rå, uslebne og primitive adfærdsformer, som kommer til udtryk, når vi er under påvirkning fra pattedyrshjerne.
Da PFC ikke tilbyder nogle direkte fordele i håndteringen af krisesituationer, ses denne derfor dels i et vist omfang gå ”Off-line” når man er stresset, hvilket hæmmer vores kognitive og sociale færdigheder, samtidig med at stress fremmer vaneadfærd og automatiseret tænkning, som kan være meget hensigtsmæssigt i krisesituationer.
PFC står sidst i køen når der internt i hjernen skal fordeles ressourcer, hvorfor også træthed og energiunderskud hæmmer vores kognitive færdigheder og evne til at lade vores coping- og almene adfærd tage afsæt i den nyeste og mest sofistikerede del af hjernen.
